Historier under et træ

Det begyndte tilbage i 2001 i Kongens Have i København, hvor Svend-Erik Engh fra Beretterakademiet arrangerede Historier under Bøgen.

Senere – i 2006 – begyndte vi at turnere til de smukkeste træer på Sjælland og i Skåne for at fortælle historier under dem.

Siden begyndte sommerfortællingerne i Rørvig, og nu er der også en fortællescene i Faaborg, som bringer nogle af Nordens bedste fortællere til sommerlandet og byder på fortælling af meget høj kvalitet hver mandag eftermiddag fra slutningen af juni til midt i august.

Vi bruger ikke mikrofoner. Eller lys. Eller andet, der kræver tid og plads til opstilling. Der er blot os, vores stemmer og vores gestik. Og så jer – tilhørerne.

En fortælling kræver i grunden ikke andet end et træ, en fortæller og en lytter.

– I en snæver vending kan træet undværes …